Lad retfærdigheden ske fyldest – 6. dommeren

Det har taget mig et stykke tid at blive overbevist, men den seneste uges tid har overbevist mig. Når alt digitaliseres, alt alligevel gøres mekanisk og intet overlades til tilfældighederne, så synes jeg faktisk det er ved at være tid til at indføre en TV dommer til kampene.

Jeg mener, når man alligevel har kameraer overalt, målfoto og alt diskuteres alligevel, så er mulighederne unikke for at introducere kameraafgørelser i kampafgørende situationer.

Jeg kan huske en testkamp Onside i sin tid afholdte, hvor der blev testet med kamera afgørelser. Kim Milton var dommer og flere gange stoppede han spillet for at løbe til sidelinjen og afgøre situationerne. Det gav en mærkelig kamp med flere stop og lange pauser ligesom i NFL. Det er ikke det jeg efterspørger og håber på.Nu har man i mellemtiden fået radiokommunikation og det åbner i mine øjne mulighederne for at introducere en 6. dommer (hedder det vist efterhånden). En dommer placeret blandt en mængde TV-skærme, der lige som linjedommerne og måldommerne kan hjælpe til i de svære situationer og se de ting der kan gemme sig i vinkler for manden på banen.

Bliver det så ikke meget tungt og mekanisk? Nej det tror jeg ikke. Der er direkte kommunikation mellem dommerne allerede og dommerne ved linjerne dømmer jo alligevel med og ændrer dommene ifølge hvad de ser. Eks. straffesparket som blev dømt i kampen mellem Barcelona på Meunier mod Neymar. Helt korrekt i mine øjne. Hvorfor så ikke have sat en mand oppe under taget eller på sidelinjen med et have af skærme som vil kunne verificere dette og se alle de andre små situationer som kan være så kampafgørende. Det skal gå stærkt med at lave en reverse og det skal ikke være dommeren der skal ud til sidelinjen, kun hvis han absolut er i tvivl. Vi har ikke brug for pauser i fodbold på den måde.

Det eneste argument jeg kan finde på imod er, at “charmen” går fra det umiddelbare i spillet. Men helt ærligt, lad os komme videre. Dommerne er blevet dygtigere, men spillerne er blevet tilsvarende dygtigere til at snyde.

UEFA har med alle midler forsøgt sig med hårdere straffe for hævnagter, film og andre af de ting der ikke hører hjemme. Det har hjulpet på den helt korte bane, men den effekt fortager sig i løbet af et par uger så er vi tilbage til normalen. Dommerne bliver stillet i usædvanligt svære situationer af den ene snyder efter den anden og hvert fløjt er enormt kritisk og i den sidste ende mange penge værd. Så jeg siger: – Giv dem hjælp.

Nu er jeg ikke umiddelbart en stor Barcelonafan, men det gør ikke så meget når jeg siger at en skærmdommer, som minimum ville have kunne tildele PSG i hvert fald et straffespark og forhindret straffesparket mod Suarez. Det er alle jo enige om. Der var måske nok også blevet givet rødt kort til Neymar for hævnakten inden han begynde at folde sig ud de sidste 10 minutter. Det var bare i den kamp. Nu er den tyske dommer udelukket i denne Champions League sæson og måske også i fremtiden. Jeg tvivler ikke på at han er en dygtig dommer som havde en off day. Lidt hjælp fra tribunerne kunne have hjulpet ham videre.

Andre situationer i frisk erindring er Bournemouth’ Tyrone Mings, der i kampen mod Manchester United trådte ned på Zlatan. Det havde et kamera fanget og Mings skulle selvfølgelig ikke have spillet mere. Så havde han i øvrigt også undgået den albue fra Zlatan senere. Begge situationer er blevet kigget igennem og spillerne har fået 5 og 3 spilledages karantæne, så det var alvorlige hændelser. Det kedelige er at kampene i den grad kan påvirkes af det og skurken kan blive helten.

Tænk engang, kampe hvor de usympatiske hændelser ville være ryddet af vejen, for de blev fanget. Ingen film og til slut ingen brok til dommeren. Dét ville give charme til spillet og som sagt er jeg ligesom linjedommerne bruges uden man opdager det i mens kampen er i gang stor tilhænger af en hurtig beslutning fra sidelinjen.

Jeg håber dette kan blive noget kommentatorer, spillere, leder mm der ligesom jeg, er dødtrætte af disse tvivlskendelser der falder ud til skurkens side i en stor del af tilfældene. Slut med at være sur på Suarez, Pepe mf. Bare læn dig tilbage og nyd kampen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *