Hvordan vinder man på tennis?

På de sociale medier diskuterer jeg ofte tennis og/eller tennis betting med andre tennisfans. I dette indlæg vil jeg belyse, hvorfor jeg finder det interessant at spille på tennis.

Tennis er for de få

De fleste har en mening om tennis, men det er de færreste der faktisk ved rigtigt meget om tennis. Tennis er hos langt de fleste bookmakere den næstmest populære sportsgren efter fodbold, og det betyder også, at man altid kan finde odds på tennis – uagtet hvor obskur en lille turnering der er tale om. I takt med at kravene til spiludbyderne er steget de sidste mange år, bliver det teoretisk nemmere at vinde over spiludbyderne. Når jeg siger teoretisk, så er det fordi der er nogle aber-dabeis. Dem kommer vi naturligvis omkring i dette skriv.

I dag forventes det, at spiludbyderne har odds og livespil på alle turneringer året rundt. Vi snakker ikke bare de højtprofilerede Grand Slam-turneringer med stjerner som Djokovic, Federer, Nadal og Serena Williams. Vi snakker alt fra små ”ligegyldige” grusturneringer i Acapulco til hardcourt-turneringer i Østeuropa, hvor en pæn sjat af kampene i øvrigt er købt og betalt. For en spiludbyder er det ganske enkelt et mareridt at holde styr på så mange forskellige kampe og faktorer, og stort set alle spiludbyderne køber derfor deres tennis-odds eksternt. Det betyder i realiteten, at hos flere spiludbydere har de ikke oddssættere med særlig fokus på eksempelvis tennis. Det er her din forberedelse, viden og erfaring kommer dig til gode.

Tennis har en høj tilbagebetalingsprocent

Tennis har en superhøj tilbagebetalingsprocent, som vil hjælpe dig over længere tid. De fleste spiludbydere følger markedet slavisk, når det f.eks. kommer til Champions League i fodbold. Anderledes forholder det sig i tennis, hvor der er forholdsvist store udsving mellem oddsene. Tilbagebetalingsprocenten ligger omkring de 98% hos flere spiludbydere, hvilket er skyhøjt i forhold til mange fodboldkampe (92%-95%).   

10 gode råd til dig der spiller på tennis

Som nævnt ovenfor er tennis måske den sportsgren, hvor du har størst mulighed for at have en ”edge”. Glem alt om at have en ”edge” på f.eks. Premier League og Bundesligaen. Disse ligaer mandsopdækkes døgnet rundt af spillebranchens klogeste hoveder.

Afsæt tiden til at fokusere på tennis, og se så mange kampe som muligt. Spiludbyderne tilbyder gratis live streaming af stort set alle sæsonens kampe, så tilgængeligheden er meget større i dag i forhold til tidligere. Oftest er der ingen fidus i udelukkende at spille på de højtprofilerede stjerner. Der er meget dårlige odds på favoritterne i begyndelsen af en turnering, og værdien finder du næppe her. Led efter guldkornene blandt de mindre kendte spillere. Oddssætterne ved allerede, at Nadal slider med en skulderskade og at Djokovic mangler lidt motivation for tiden. Deres viden ser anderledes tynd ud, når vi snakker de lavere rangerede spillere på verdensranglisten. Når så de store kanoner brager sammen senere i turneringen er der måske værdi i at spille dem – ikke før.

Nedenfor er udvalgt 10 aspekter som bør tilhører tennis-bettingens ABC.

1 – Spillestil

Det er vigtigt at kende de forskellige spilleres spillestil. Hvordan ligger en hard-hitter som Stanislas Wawrinka f.eks. overfor en servekanon som John Isner? Hvordan vil en typisk offensiv spiller som Jo-Wilfried Tsonga tackle at møde en anden offensiv spiller som Juan Del Potro? De fleste tennisspillere forsøger at spille deres traditionelle A-game, men ofte bliver de nødt til at omstille sig – og har de så en plan B? Forestil dig visuelt de to spillere spille kampen med hver deres bedste våben – hvem vinder? På ATP- og WTA-tourens hjemmesider kan du se en masse statistik – bl.a. over server, returneringer osv. Jo mere du ved om en spiller, desto bedre påklædt er du til at greje hvem, der trækker sig sejrsrigt ud af dysten.

2 – Underlag

Underlaget er utrolig vigtigt at have styr på. Tidligere var det sådan, at der var større forskel på de forskellige underlag, og en latinamerikansk grusspiller havde f.eks. intet at gøre på de hurtigere underlag i Europa. I dag er forskellene knapt så store, men der er nu alligevel en pæn forskel på de forskellige spilleres performance. Vi har f.eks. set mere defensive spillere vinde Wimbledon (Hewitt, Nadal m.fl.), og det er heller ikke uden grund, at Roger Federer typisk har det svært på grusset i Paris.

I dag findes der også et hav af varianter af underlagene, så de kan altså ikke bare deles op i grus, græs og hard-court. Tjek op på spillernes resultater på de forskellige underlag – og tjek også om de i ugerne op til kampen har nogle kampe på bagen. Det kan være lidt af en omvæltning at spille på grus i en finale om søndagen, og derefter spille sæsonens første kamp på græs to dage senere.

Med i vigtigheden af underlaget hører naturligvis også om turneringen spilles indenfor eller udenfor. Vi har set flere eksempler på, at nogle spillere foretrækker det ene fremfor det andet. Selv en topspiller som Andy Murray har f.eks. problemer når det bliver for varmt. Vejret har generelt stor indflydelse på en sportsgren som tennis, og afbrydelser og udsættelser er ikke sjældne.

3 – Motivation

Motivation i sport betyder rigtig meget, og tennis er bestemt ikke nogen undtagelse. I tennis betyder motivation formentlig ekstra meget, da én enkelt person har indflydelse på en hel kamps udfald. Vi har nogle gange set de store kanoner lægge sig i turneringer, hvor de ikke rigtig har nogen motivation. Det kan jo undre, når nu pengene er ret store i tennissporten. En topspiller på ATP- og WTA-touren er underlagt en masse krav om hvilke og hvor mange turneringer man skal deltage i, og det er ikke altid at motivationen følger helt med. Disse krav er udstedt af enten ATP/WTA eller den enkelte spillers sponsorer, og at melde afbud i tennis er ganske bekosteligt. Hvem har brug for en pause? Hvem skal optjene point til ranglisten? Hvem spiller på hjemmebane? Hvem er der kun fordi Porsche har en interesse i det? Der er et hav af faktorer, der gør at spillerne kan have forskellige indgangsvinkler til en kamp. Hvis du synes at alt dette er for svært at greje, så hold dig til de store turneringer. Der plejer alle topspillerne at være stærkt motiverede.  

4 – Sæson

Tennissæsonen ligner oftest sig selv. Vi starter ud Down Under i januar, tager derefter nogle hard-court turneringer eller bliver under sydligere himmelstrøg. Videre til grussæsonen og en masse turneringer på europæisk grund. Derefter til blot 2-3 ugers tennis på græs, for slutteligt at runde touren af med turneringer på hard court i USA og i Asien.  Det er i grove træk sådan de fleste spillere opbygger kalenderen, og det er værd at tage notits af. Flere af spillerne prioriterer en anelse anderledes ud fra hvor de mener chancen for sejre er størst. Flere grusspillere springer f.eks. hele græs-sæsonen over. De vurderer sikkert, at det mest sandsynlige resultat vil være ”én kamp og ud”, eller også er de slet ikke kvalificerede til turneringerne. Seedninger spiller naturligvis også en kæmpe rolle i det spil. Dan dig et overblik over kalenderen, den enkelte turnering, seedningen og vurdér om turneringen ligger godt til den enkelte spiller.

5 – Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed

Det lyder som et boligprogram, men det er det ikke. Lige som når der skal køres seksdagesløb, så vinder hjemmebanefavoritten også påfaldende ofte i tennis. Sådan forholder det sig i hvert fald blandt de mindre turneringer. At være på hjemmebane er en kæmpe fordel – også selv om tennis-publikummet normalt ikke hører til de mest højlydte. Når Rafael Nadal spiller på et propfyldt stadion hjemme i Madrid har han væsentlige bedre muligheder overfor Djokovic end f.eks. på Arthur Ashe Stadium i New York. En vigtig faktor er naturligvis også motivationen. Nadals motivation er langt større foran familie, venner og landsmænd hjemme i Spanien, end når den står på et halvtomt stadion i Dubai. Hjemmebanen betyder naturligvis specielt meget, når der spilles Davis Cup – bl.a. også fordi værtsnationen har valgt underlaget.  

6 – Form

Formen er utrolig vigtig, og en spiller i form kan nærmest udføre mirakler på en tennisbane. Er man nede i en spillemæssig bølgedal eller har man været skadet, kan det være svært at komme op på hesten igen. I fodbold forholder det sig ganske anderledes. Når Ronaldo ikke lige spiller op til sit bedste, så tager Bale eller Ramos måske over. På en tennisbane er man maksimalt to (i double) om at ”tage ansvar”, og derfor er man også mere udsat når det kommer til form, motivation og skader. Der er med andre ord ikke plads til en off-day på det niveau. Tjek som minimum op på spillerens seneste kampe, historiske kampe imod modstanderen (H2H) og hav samtidig underlaget in mente.

7 – Kend bookmakernes regler

Hvad sker der hvis en spiller trækker sig midt i kampen med en skade? Ja, det er ganske forskelligt hos de enkelte spiludbydere. Hos nogle bookies står resultatet, hvis der blot er spillet en enkelt bold, mens der hos andre skal være spillet ét helt sæt. Der er også spiludbydere, der annullerer væddemålet hvis kampen ikke gennemføres. Hold styr på reglerne – specielt hvis du spiller på/imod trætte og skadede spillere.  

8 – Gå ikke i panik

Hvis du er til livebetting, så er det vigtigt at du ikke panikker. Et servebrud eller et tabt sæt er ikke alverdens undergang – specielt ikke indenfor kvindetennis. Spilmønstrene er helt anderledes end i f.eks. fodbold, hvor et mål eller rødt kort totalt ændrer kampens forløb. I tennis kan kampen vende på et splitsekund – og der er uhyrlige summer at vinde og tabe. Tennis har en del ”brudte” odds 1.01’er på samvittigheden, og derfor er det vigtigt at du lærer at livebette på en ansvarlig måde.

9 – Opret flere konti hos spiludbyderne

Enhver seriøs spiller har op til flere spilkonti. Først og fremmest handler det om at spille der hvor oddsene er bedst – og det kan naturligvis skifte fra kamp til kamp. Dernæst handler det også om, at du højst sandsynligt vil få en personlig limit, hvis enten du er en vindende spiller og/eller primært spiller på tennis. Spiludbydernes risk management systemer studser generelt over spillere, som har ”specialiseret” sig i en særlig sportsgren, eller på anden vis har et mistænkeligt spillemønster.

Hvis du er til vinderspil – altså spil på turneringsvinderen, så er Betfair Spillebørs et godt sted at starte. Hos Betfair kan du løbende købe og sælge odds i takt med turneringens gang. Du kan f.eks. spille på en specifik spiller, som du vurderer vil komme langt, men ikke helt til tops. Du kan sælge ud med profit og/eller minimere tab, hvis du har læst en spiller forkert. Alle disse muligheder har du ikke hos en regulær bookmaker, og derfor er en konto hos Betfair et must.  

10 – Vær varsom med at følge spilforslag

Som med al slags spil skal man være forsigtig med at følge eksperttips blindt. Hvis du følger ovenstående råd bør du selv være godt klædt på til selv at kunne vælge dine spil. Vi er alle forskellige, og hvad der virker for den ene, virker ikke for den anden. Måske er vinderformlen for dig at spille sæt-spil eller over/under-spil? Det kan være en bekostelig affære før man finder sin niche, så start i det små. Tjek op på hvad andre mener, og dan derefter selv et overblik over væddemålene. Forberedelse, viden og erfaring vil være dine trofaste følgesvende.

Held og lykke med spillet.    

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *