Leicester City er klubben alle taler om i øjeblikket. Nummer 1 i Premier League her inden vi går i gang med juleprogrammet. Jeg må tilstå jeg har knebet mig i armen flere gange. Det er altid så sjovt at se de små drille de store og når det så endda er min hjerteklub der i øjeblikket leverer sensationerne, er det bare fantastisk.

Jeg har været fan af klubben i over 15 år. Kærligheden startede den 27. maj 1999. Denne dag ankom jeg til Midtengland med fly og videre med bus til Leicester. Jeg havde fået en praktikplads i administrationen i forbindelse med min uddannelse, i klubben.

I 6 måneder fulgte jeg klubben indefra, så alle deres kampe på Filbert Street og fandt ud af hvordan en Premier League klub egentlig fungerede.

Profilerne på dette tidspunkt hed Heskey, Cottee, Muzzy Izzet, Tim Flowers og Robbie Savage. Et enormt solidt hold som var svære at vinde over. Profilen over dem alle sad dog på bænken. Den nuværende irske landstræner Martin O’Neill var manden der fik magien frem hos dette hold. Siden da er det gået voldsomt ned for klubben, inden den i de senester 5 år har fået fodfæste, penge og dermed resultater som vi ser dem i dag.

Leicester City er en klub mange ikke ved meget om, men 2 af Englands måske allerstørste profiler er fostret i klubben. Gary Lineker og Peter Shilton kommer fra klubben. Tillæg derudover Pat Jenning fra Nordirland, så har man en række meget respekterede spillere, som alle har en betydelig historie og baggrund hos Leicester.

Leicester ligger i Midtengland i Leicestershire, 30 km øst for Birmingham. Byen er på størrelse med Århus og en af Englands mest multietniske større byer med specielt mange indere og andre asiater. Byen er egentlig ikke synderlig spændende. Universitetet er kendt og så fylder sporten fylder meget her. Leicester City har i mange år i byen været lillebror til Rubbyholdet Leicester Tigers. Det absolut mest vindende Rugbyhold i England, hvor Rugby betyder næsten det samme som fodbold flere steder. De klubber som Leicesterfans elsker at hade er i øvrigt specielt Derby og Nottingham Forest, men det gør heller ikke noget at naboerne fra Coventry holdes nede.

Leicester har levet en ret anonym tilværelse i engelsk fodbold i mange år, trods flere år med ret gode resultater. I perioden hvor jeg var i klubben, nåede klubben toppen i sæsonen 1999/2000 med en Carling Cup sejr og en periode helt i toppen af Premier League. det var i øvrigt i den sæson Muzzy Izzet, som den første spiller i klubben opnåede at blive udnævnt til månedens spiller i Premier League, en titel Jamie Vardy nu har vundet, som den kun 4. spiller i Premier Leagues historie, 2 måneder i træk. Det trækker i øvrigt op til at Riyad Mahrez skal have prisen i december måned.

Leicester City spillede på dette tidspunkt på Filbert Street. Et mindre gammelt stadion med plads til omkring 20.000 tilskuere. I min periode i klubben samlede man underskrifter ind for at holde “City in the City”. Der var planer om et stadion udenfor byen. En plan hverken fans eller klubben var særligt vilde med. Idag spilles der på King Power Stadium (tidligere Walkers Stadium) som man fik lagt lige op af det gamle Filbert Street.

Pengene flød ind i Premier League og det virkede lidt som et spørgsmål om tid før en klub som Leicester City ikke kunne være med mere. I 2002 gik det galt. Klubben rykkede ned. Pengene manglede, holdet havde mistet et par af sine allerstørste profiler. Allerede sæsonen efter rykkede man dog op igen på trods af en meget kontroversiel betalingsstandsning, hvor klubben kun blev reddet af et gruppe med Gary Lineker i spidsen. Klubben rykkede ned igen og fristede under en bunke forskellige trænere en tilværelse udenfor rampelyset i the Championsship. I en sæson måtte helt ned og vende i den 3. bedste række dog kun et år. I øvrigt for første gang i klubbens historie.

En Serbisk Rigmand købte klubben i 2007 og bragte den til dels tilbage. Det kulminerende i 2008 hvor klubben første gang ansatte Nigel Pearson, som med en meget engelsk og hårdfør stil fik klubben stabiliseret. Endelig en manager som havde ansvaret mere end en enkelt sæson.

I 2010 købte et Thailandsk konsordium klubben og der blev for alvor tilført penge. Ikke penge som Abramovich mf., men Vichai Srivaddhanaprabha, som ejeren hedder er blandt de allerrigeste personer i Thailand og havde en mission. Ud røg Pearson og så startede træner karrusellen igen og landede blandt andet på Sven Gøran Eriksson, inden man i allerede i 2011 vendte tilbage til Nigel Pearson.

Herfra gik det kun opad. I 2013 var det stort set så tæt på som det kan være på oprykning. Et drama mod Watford gjorde at Leicester præcist missede Playoff finalen. Det fik ikke klubben til at gå ned. Tværtimod fejede klubben alle til side året efter og rykkede op som et af de mest suveræne Championship hold nogensinde.

I sidste sæson var det tæt på at gå galt, men en kæmpe redningsaktion de sidste 10 kampe vekslede en suveræn sidste plads med en 14. plads og siden da har holdet kun tabt 2 kampe – i 9 måneder.

Om det ender med et mesterskab er tvivlsomt, men den overraskende fyring af Nigel Pearson og ansættelsen af Claudio Ranieri, som Gary Lineker, undertegnede og de fleste andre Leicester fans bestemt ikke syntes  om, har bare set så rigtig ud.

Profilerne hedder Vardy og Mahrez, men en spiller er til min store skuffelse ikke dukket op på radaren hos ret mange eksperter. For mens de de offensive profiler står for scoringerne står en ret ukendt franskmand på midten og spiller helt helt fantastisk. N’Golo Kante, hentet i franske Caen, er ikke en der stjæler overskrifterne, men han er nok den mest undervurderede spiller i Premier League denne sæson. – Følg ham!

Truppen er bredere end man tror, så troen på at Leicester kan bibevare positionen kan godt køre lidt endnu. Der er ingen europæiske forpligtelser og der kan være udsigt et signing eller to i det kommende transfervindue, til specielt forsvaret.

Ejeren vil etablere Leicester i toppen, så det bliver forhåbentligt en kun endnu større fornøjelse at følge med i den kommende tid.